Matematik
På HF har du matematik på C-niveau på første år. På andet år kan du vælge det som valgfag på B-niveau og som linjefag på den matematiske linje.
C/B - NIVEAU
På C-niveau arbejdes med en række grundlæggende områder inden for matematikken, som f.eks. regneregler, simple variabelsammenhænge, vækstmodeller, statistik, grundlæggende sandsynlighedsregning og geometri.
Arbejdet med disse emner giver mulighed for at blive fortrolig med at anvende matematik i hverdagen, både i forhold til praktiske dagligdagsproblemer og i forhold til at kunne følge med i den naturvidenskabelige, teknologiske og samfundsvidenskabelige kommunikation, der foregår i medierne omkring os.
Der indgår en del skriftligt arbejde på C-niveau. Faget afsluttes med en skriftlig prøve samt en mundtlig prøve, der består af en problemorienteret gruppedelprøve efterfulgt af en individuel delprøve, hvor spørgsmålene skal dække de faglige mål, kernestof og supplerende stof.
På B-niveau bygger vi oven på og udvider alt det, vi har arbejdet med på C-niveau og sværhedsgraden øges. Også på B-niveau indgår en del skriftligt arbejde. Faget afsluttes med både en skriftlig og en mundtlig prøve.