Kultur- og Samfundsfagsgruppen

På den 2-årige HF arbejder fagene historie (på B-niveau), samfundsfag (på C-niveau) og religion (på C-niveau) tæt sammen i fagpakken, Kultur- og samfundsfagsgruppen (forkortet KS). Det samlede forløb for alle tre fag er halvandet år, så eksamen ligger til jul på andet år.

På andet år kan du desuden vælge at hæve samfundsfag og religion til B-niveau. Religion som valgfag og samfundsfag som del af den samfundsfaglige linje. Undervisningen i disse fag foregår sideløbende med undervisningen i KS.

C/B - NIVEAU

Ideen med det tværfaglige samarbejde mellem de tre fag er at give dig mulighed for en bredere og mere nuanceret forståelse af dig selv og verden omkring dig. Når du forstår, hvor du kommer fra, og hvordan den moderne verden, du lever i, er blevet til, kan du også bedre navigere kompetent i dit eget liv og være med til at præge fremtiden med dine holdninger og værdier.

Oplagte tværfaglige spørgsmål kunne være: Hvad betyder globalisering og kulturmøder for din hverdag og dine udfoldelsesmuligheder? Kan vi fortsat opretholde vores velfærdssamfund i fremtiden? Hvilke ideologier præger verden i dag?

Oplagte enkeltfaglige spørgsmål kunne være: Hvad er danske værdier, og hvor kommer de fra? Hvordan formes vores identitet af det samfund, vi lever i? Hvilken plads har religion i et moderne dansk samfund?

De tre fag er skemalagt enkeltvis, men nogle undervisningsforløb er altså planlagt af de tre fag i fællesskab, mens andre er enkeltfaglige forløb med tid til at fordybe sig i hvert fags særlige teori, metoder og emner.

Eksamen består af to dele. Først en fællesfaglig, individuel og mundtlig synopsisprøve i de tværfaglige forløb. Derefter bliver kun ét af de tre fag udtrukket til en individuel, mundtlig prøve.